Kragen fløj mod nord og kvækkede, mens hun fløj: "Lad Hela beholde, hvad hun har. Lad Hela beholde, hvad hun har." Kragen var heksen Thaukt forvandlede, og heksen Thaukt var Loke.
Han fløj mod nord og kom til Jötunheims ødemarker. Som en krage levede han der og skjulte sig for gudernes vrede. Han fortalte jætterne, at tiden var inde til at bygge skibet Naglfar, skibet der skulle bygges af døde mænds søm, og som skulle sejle til Asgård på Ragnaröks dag med jætten Hrymer som styre. Og da jætterne lyttede til hans ord, begyndte de der og da at bygge Naglfar, skibet som guder og mennesker ønskede skulle forblive ubygget længe.
Da fløj Loke, træt af Jötunheims ødemarker, til det brændende Syd. Som en firben levede han blandt Muspelheims klipper, og han fik Ildjætterne til at glæde sig, da han fortalte dem om tabet af Freys sværd og Tyrs højre hånd.
Men i Asgård var der stadig én, der græd over Loke – Siguna, hans kone. Selvom han havde forladt hende og vist sit had til hende, græd Siguna over sin onde mand.
Han forlod Muspelheim, ligesom han havde forladt Jötunheim, og han kom til at leve i menneskenes verden. Han vidste, at han nu var kommet til et sted, hvor gudernes vrede kunne finde ham, og derfor lagde han planer for altid at være klar til flugt. Han var kommet til floden, hvor han for århundreder siden havde dræbt odderen, der var troldmandens søn, og på den samme klippe, hvor odderen havde spist laksen på sin drabsdag, byggede Loke sit hus. Han lavede fire døre til det, så han kunne se i alle retninger. Og den kraft, han beholdt for sig selv, var kraften til at forvandle sig selv til en laks.
Ofte svømmede han i floden som laks. Men selv til fiskene, der svømmede ved siden af ham, nærede Loke had. Af hør og garn vævede han et net, så menneskene kunne få dem op af vandet.
Den vrede, som guderne havde mod Loke, forsvandt ikke. Det var ham, der som Thaukt, Heksen, havde givet Hela magten til at holde Baldur uløses fri. Det var ham, der havde givet Hödur den misteltenkviste, der havde berøvet Baldur livet. Tom var Asgård nu, da Baldur ikke længere levede i Fredsbyen, og asernes og vanernes sind voksede strenge og dystre af tanker om de frygtelige ting, der var opstillet imod dem. Odin tænkte i sin hal i Valhal kun på, hvordan han kunne bringe helte til sig for at hjælpe ham med at forsvare Asgård.
Guderne gennemsøgte verden og fandt endelig det sted, hvor Loke havde slået sin bolig. Han var ved at væve nettet for at fange fisk, da han så dem komme fra fire sider. Han kastede nettet i ilden, så det brændte, og han sprang i floden og forvandlede sig til en laks. Da guderne kom ind i hans bolig, fandt de kun den udbrændte ild.
Men der var én iblandt dem, som forstod alt, hvad han så. I asken var der spor af det brændte net, og han vidste, at det var spor af noget til at fange fisk med. Og af sporene i asken lavede han et net, der var det samme som det, Loke havde brændt.
Med nettet i hænderne gik guderne ned ad floden og trak nettet gennem vandet. Loke blev forskrækket, da han opdagede, at det, han selv havde vævet, blev bragt imod ham. Han lå mellem to sten på flodens bund, og nettet gled hen over ham.
Men guderne vidste, at nettet havde rørt noget i bunden. De fastgjorde vægte til det og trak nettet gennem floden igen. Loke vidste, at han måske ikke ville undslippe det denne gang, så han steg op i vandet og svømmede mod havet. Guderne fik øje på ham, da han sprang over et vandfald. De fulgte ham og slæbte nettet. Thor vadede bagefter, klar til at gribe ham, hvis han vendte tilbage.
Loke kom ud ved flodens munding, og se! Der var en stor ørn, der svævede over havets bølger, klar til at dykke ned på fiskene. Han vendte tilbage i floden. Han lavede et spring, der førte ham over nettet, som guderne slæbte. Men Thor var bag nettet, og han fangede laksen i sine stærke hænder og holdt den fast under al den kamp, Loke kæmpede med. Ingen fisk havde nogensinde kæmpet sådan før. Loke fik sig fri, undtagen halen, men Thor holdt fast i halen og bragte den ind mellem klipperne og tvang ham til at antage sin rette skikkelse.
Han var i hænderne på dem, hvis vrede var stærk imod ham. De bragte ham til en hule og bandt ham til tre skarpspidsede klipper. Med reb, der var lavet af ulvesener, bandt de ham, og de forvandlede rebene til jernbånd. Der ville de have efterladt Loke bundet og hjælpeløs. Men Skadi, med sit voldsomme kæmpeblod, var ikke tilfreds med, at han skulle lades upinet. Hun fandt en slange, der havde dødbringende gift, og hun hængte denne slange over Lokes hoved. Giftdråberne faldt på ham og bragte ham smerte dråbe for dråbe, minut for minut. Således fortsatte Lokes tortur.
Men Siguna, med det medlidende hjerte, kom ham til undsætning. Hun forviste sig fra Asgård og udholdt mørket og kulden i hulen for at tage noget af pinen fra ham, der var hendes mand. Over Loke stod Siguna og holdt et bæger i hænderne, hvori slangens gift faldt, og skånede ham dermed for den fulde smerte. Nu og da måtte Siguna vende sig til side for at hælde det strømmende bæger ud, og så faldt giftdråberne på Loke, og han skreg af smerte og vred sig i sine lænker. Det var da, at menneskene følte jorden ryste. Der i sine lænker blev Loke indtil Ragnarök, gudernes tusmørke, kom.