Der var engang, at aben gjorde tigeren meget vred. Sådan skete det. Aben sad højt oppe blandt de grønne grene på et mangotræ og spillede på sin guitar. Tigeren gik den vej og lagde sig ned under træet for at hvile. Bare for at drille ham spillede og sang aben denne lille sang:

"Tango ti tar, tango ti tar,
Tigerens knogler er i min guitar.
Hihi, hihi."

Tigeren var meget vred. "Bare vent, til jeg fanger dig, hr. abe," sagde han. "Så skal jeg vise dig et trick eller to med knogler."

Aben sprang fra det ene træ til det andet og holdt sig så godt skjult af løvet, at tigeren ikke kunne se ham. Så kom den ned fra træerne og gemte sig i et hul i jorden. Da tigeren kom tættere på, spillede og sang han igen sin lille sang:

"Tango ti tar, tango ti tar,
Tigerens knogler er i min guitar.
Hihi, hihi."

Tigeren stak sin pote ned i hullet og greb fat i abens ben. "Åh ho, hr. tiger!" sagde aben. "Du tror, ​​du har fanget mit ben, men det, du i virkeligheden har, er bare en lille pind. Åh ho! Åh ho!" Så slap tigeren abens ben.

Aben kravlede længere tilbage i hullet i jorden, hvor tigerens pote ikke kunne nå den. Så sagde den: "Mange tak, hr. Tiger, fordi du slap mit ben. Det var virkelig mit ben, ved du nok." Igen spillede og sang han sin lille sang:

"Tango ti tar, tango ti tar,
Tigerens knogler er i min guitar.
Hihi, hihi."

Tigeren var mere vred end nogensinde. Han ventede og ventede på, at aben skulle komme ud af hullet i jorden, men aben kom ikke. Han havde fundet en anden vej ud, og endnu engang sang han ned til den ventende tiger fra de høje trætoppe:

"Tango ti tar, tango ti tar,
Tigerens knogler er i min guitar.
Hihi, hihi."

Der havde været en stor tørke i landet, og der var kun ét vandsted, hvor dyrene kunne drikke. Tigeren vidste, at aben skulle derhen, når den var tørstig, så han besluttede sig for at vente på ham og fange ham, når han kom for at drikke.

Da aben gik hen til vandstedet for at få noget at drikke, fandt den tigeren der, der ventede på ham. Den løb væk lige så hurtigt som vinden, for den var virkelig meget bange for tigeren.

Han ventede og ventede, indtil han troede, han skulle dø af tørst, men tigeren forlod ikke vandstedet et eneste minut. Til sidst fandt aben på et trick, hvormed han kunne få noget at drikke.

Han lagde sig ned ved siden af ​​stien, som om han var død. Efter et stykke tid kom en gammel kvinde hen ad stien med en skål honning i en kurv på hovedet. Hun så aben ligge der ved stien, og i den tro, at han var død, samlede hun ham op og lagde ham i kurven med skålen med honning. Da aben så, at der var honning i skålen, blev han meget glad. Han åbnede skålen og dækkede sig over hele kroppen med den bløde, klistrede honning. Da den gamle kvinde gik under træerne, sprang han forsigtigt ud af kurven og ind i træerne.
Den gamle kvinde savnede ham ikke, før hun kom hjem og kun fandt en del af sin skål med honning i kurven. "Jeg troede, jeg havde taget en død abe med hjem i min kurv," sagde hun til sine børn. "Nu er der ingen abe her, og min skål er kun halvt fuld af honning. Aben må have spillet et af sine tricks."

Aben havde i mellemtiden stukket blade fra træerne ned i honningen over hele kroppen, så han var fuldstændig forklædt. Hans egen mor ville aldrig have genkendt ham. Han lignede lidt et hulepindsvin; men i stedet for skarpe fjerpenne stak der grønne blade ud over det hele. På denne måde gik han hen til drikkepladsen, og tigeren genkendte ham ikke. Han tog en lang, dyb slurk. Han var så tørstig, og vandet smagte så godt, at han blev i drikkepladsen for længe. Bladene kom ud af honningen, som havde holdt dem, og tigeren så, at det virkelig var aben. Aben var knap nok i stand til at undslippe.

Han var så bange, at han ventede og ventede længe, ​​længe, ​​før han igen gik til drikkestedet. Til sidst blev han så tørstig, at han ikke kunne vente længere. Han gik hen til harpikstræet og dækkede sig med harpiks. Så stak han blade i harpiksen og gik igen til drikkestedet.

Tigeren så ham, men da tigeren forventede at se bladene falde af, lige så snart aben kom i vandet, tænkte han, at han ville vente og fange ham i hans bare hud. Denne gang faldt bladene ikke af, for harpiksen holdt dem fast og var ikke det mindste påvirket af vandet. Tigeren troede, at det ikke var aben, og at han måtte have taget fejl. Aben drak alt, hvad han ønskede, og slentrede derefter roligt væk uden at tigeren angreb ham. Han brugte harpiksen og bladene, hver gang han ville have noget at drikke efter det. Han fortsatte tricket, indtil regntiden kom, og han kunne finde masser af vand andre steder end det store drikkested.