Der var engang en munter, fyldig kvinde med rosenrøde kinder, et varmt smil og korte, korte fingre. Hun havde en perlehvid kjole på med lyserøde blomster indlejret i smaragdgrønne blade spredt ud over det hele. Oven på den lå et rent, friskt hvidt forklæde med blondekanter. Hendes hasselbrune hår var bundet i en stram knude bag på hovedet, hvilket gav hende fremtoningen af ​​en moderlig gammel høne, der ofte var kendt for at give varme æbleboller til de børn, der gik forbi hendes hytte på vej til skole. Hendes øjne var blå og funklede af sjov. De fleste voksne smiler kun til små børn med læberne af ren høflighed, idet de tænker, at børn er fede små genstande uden betydning. Denne ynkelige, forstående skabning smilede et varmt og kærligt smil, og ikke kun hendes bløde, smukke læber smilede, men også hendes blå. Hun syntes, at børn var buttede, søde små ting af stor betydning.

Det var en lun efterårsaften. Fuglekvidder og vingeflageren brød stilheden, da lyden af ​​et knasende blad, der blev trådt på, lød. Fru Krabbeæble hang rent vasketøj på sin tørresnor og sang lystigt, mens hun satte hvert stykke tøj på snoren på plads.

"Åh! Jeg er så glad som en solsikke,
Svajende i brisen,
Åh! Lige så glad som bladene, der falder af træerne.

Pludselig udbrød hun: "Åh gud!" og løftede en kludedukke dækket af støv, der var faldet ned i hendes vasketøjskurv fra grenene på et træ, som det så ud til. Ud af det blå føltes hendes sjæl, som om den blev suget ud af hendes krop og ind i kludedukken. Hendes krop lå slap og livløs på jorden. Jeg gyser ved tanken om, hvilket syn nabolaget ville se, når de fandt hende sådan.

Det var bælgmørkt, og hun faldt ned i en lang, dyb, oprejst tunnel. Friktionen var så hård, at hendes hår blev statisk og flagrede opad. Endelig ramte hun fast, solid jord; men hun kom ikke til skade. "Hvordan?" tænkte fru Krabbeæble. Hun følte sig ret slap og adræt, hvilket var meget usædvanligt for fru Krabbeæble, fordi folk med meget kød (jeg finder det udameagtigt at bruge det uhøflige ord i definitionen af ​​"(af en person eller et dyr) med en stor mængde overskydende kød.") normalt ikke er fleksible, og hun havde haft gigt de sidste tre år. Hun løftede hænderne til ansigtet og gispede. Det var ikke et smertepust, men et af forvirring og chok. Hun var blevet til en kludedukke!

Lidt efter hørte hun en munter stemme synge "Gamle Hr. Sømand, Hav" så hurtigt de kunne.

"Gamle hr. Sømand, Hav forsvandt så hav,
Gamle hr. Sømand Hav var munter og glad,
Gamle hr. Sømand, Hav, blev til pirat!
Gamle hr. Sømand, syntes hans liv var fantastisk,
Gamle hr. Sømand Hav mødte sin undergang en dag,
Gamle hr. Sialor Seas kammerater løb væk!

„Hvem er der?“ spurgte fru Krabbeæble skarpt. Det var et under, at der kunne være nogen anden end på størrelse med en kludedukke, hvor hun var. En ung dreng (eller rettere sagt en ung kludedukke) kom rundt om hjørnet af gangen. Han var klædt i en falmet blå og hvid skjorte og en mudret, grå overall. Da han så fru Krabbeæble, rørte han ved den kulsorte kasket, der lå oven på det brune garn på hans hoved, og sagde: „Goddag, frue.“

Pludselig begyndte jorden at ryste. Fru Krabbeæble skreg om hjælp, og kludedukkedrengen mumlede: "Det er sjovt!" Sjovt nok var der ingen i verden, der bekymrede sig om, at to kludedukker blev kastet rundt i et jordskælv.

Kilometer væk, fra det magiske sted, en verden af ​​kludedukker og lasede genstande, vågnede den virkelige Fru Krabbeæble op på et hospital, liggende på en seng under en masse hvide lagner, der duftede af aromatisk lavendel. Hun kunne mærke sin sjæl skille sig fra denne verden. Det var ikke en stærk, sugende følelse som før, men en blid fornemmelse. Hun drev væk. Den vision var blot et glimt af, hvor hun snart ville være. Hvor hun snart ville møde den sømand, hun var blevet gift med for 43 år siden, og som var gået bort for otte år siden. "Hvis det her er at dø, er det trods alt ikke så slemt," funderede Fru Krabbeæble. "Men den kludedukke så ret bekendt ud." Hun smilede. Det var hendes langsomme, blomstrende, varme smil. Hun skulle endelig være blandt sine elskede.

The End